Morten Buch

22. marts 2025 - 31. maj 2025

Galleri DGV har den store glæde at invitere til åbning af soloudstillingen  med den danske billedkunstner 

MORTEN BUCH  

KAIROS

Lørdag den 22. Marts kl 13:00

Udstillingen åbnes af Claus Hagedorn-Olsen, Museumsdirektør på Horsens Kunstmuseum

Udstillingstitlen KAIROS stammer fra græsk og refererer til begrebet ”det gunstige øjeblik”.  Udstillingstitlen peger på hvordan Buchs maleriske beslutninger ikke kan eller skal kunne ændres, men i stedet fastholder kunstnerens nærvær og et særligt nu i værket. Udstillingen undersøger spændingsfeltet mellem det øjeblikkelige og det færdige. Det øjeblik, hvor kunstneren vurderer, at der hverken er for lidt eller for meget i billedet, og derfor beslutter, at det er det rette tidspunkt at overgive værket til beskuerens blik.

Udstillingen præsenterer helt nye malerier og papirværker, der går i dialog med bronzeskulpturer og marmorrelieffer skabt under et Artist Residency i Pietrasanta i Italien. Byen har i århundreder været centrum for billedhuggere på grund af det berømte Carrara-marmor og områdets tradition for professionel bronzestøbning og stenhugning. Morten Buch tilfører disse klassiske materialer en moderne fortolkning.

Morten Buch kredser om en række motiver, der er blevet kendetegnende for ham. Auberginer, sko, vaser, træstammer og bikuber optræder igen og igen, dog altid i nye sammenhænge og i forskellige materialer. Motiverne er aldrig entydige, men rummer altid en sanselighed og spor af noget ”andet” og mere end hvad øjet umiddelbart ser. 

Digter Morten Søndergaard har skrevet et digt om Morten Buchs kunst til en publikation udgivet i forbindelse med Buchs ophold i Pietrasanta:

 

MORTEN BUCH

Kom, lad os åbne øjnene. Hvad ser vi da?

Vi ser en bog: Ein Buch.

Kom, lad os åbne bogen.

Vi ser en sko: Ein Schuh.

Kom, lad os tage skoen på.

Det ene øjeblik en bog, det næste en sko.

Åh, vi elsker denne skønne forvirring.

Vi elsker, at en bog er en sko et telt er en vase er en bikube. En skøn forvirring danser i os dag og nat

et sted mellem tegn og tegning.

Goddag, goddag. Hvad ser vi da?

Vi ser fingerspor i bronze. En madras af marmor. Her skal vi sove godt.

Godnat, godnat. Vi vågner til et nyt sprog

for at sige tingene, som de er. Hvordan er tingene da?

Det ved vi ikke. Ikke endnu. Men vi arbejder dag og nat

på at sige dem.

En dansende forvirring: Dansesko.

Vi åbner den ene bog efter den anden. Vores øjne er forvandlingskugler

der sutter på verden.

 

.