Anette Harboe Flensburg
24. september 2026 - 13. december 2026
ANETTE HARBOE FLENSBURG
THE HORIZON IS A LINE THAT DOESN’T EXIST
MALERI
TORSDAG DEN 24. SEPTEMBER KL 17.00
Udstillingen åbnes af Maria Fabricius Hansen, professor i kunsthistorie, Københavns universitet
THE HORIZON IS A LINE THAT DOESN’T EXIST
Da Mark Rothko, den ukrainsk/amerikanske maler, blev spurgt om hans malerier var en slags moderne landskabsmaleri, benægtede han pure. Det forstår jeg godt. Han maler i kanten udtonede farveflader i horisontale abstrakte kompositioner. Men det er svært, at se helt bort fra en vis affinitet med det romantiske (især hav-) landskabsmaleris afsøgning af grænser, åbne vidder, atmosfære, strukturernes metafysik – og ikke mindst lyset. Og det er netop en af grundene til, at jeg er optaget af hans malerier; på den ene side forbindelsen med fx Turner og Friedrich. På den anden side bruddet, separationen af felterne og frisættelsen af farven og malingen som stof.
Til gengæld vedkender jeg mig at være landskabsmaler. Og så alligevel ikke. For selv om jeg i mine malerier ikke søger noget essentielt som Rothko, så deler jeg hans og mange andre abstrakte maleres begær efter at tage erfaringen af den moderne verden ind, om at afsøge maleriets uendelige mange og helt særlige muligheder for at udtrykke sig i forskellige registre og metoder. Jeg deler ønsket om form. En form der åbner verden.
Uanset hvilken form man som maler vælger, har det noget at gøre med synsindtryk, som man i et eller andet omfang mimer. Og her tænker jeg Mimesis i en bredere forstand, ikke som det at imitere, men som det at følge og deltage i det synliges drivkraft. Dets tilblivelse, bevægelse og forsvinding. På sin vis også netop det usynliges drivkraft.
Horisonten er en linje, der ikke eksisterer. Det er ikke en fast grænse, men noget der bevæger sig i forhold til vores egen synsvinkel.
Udstillingens titel kommer fra den konkrete erfaring af udsigten over Øresund, hvor grænsen mellem hav og himmel står imaginært knivskarpt. Men allerede synet af toppen af Øresundsbroen vidner om jordens krumning, og i det hele taget finder man ikke et landskab, der ændrer sig så uophørligt og drastisk sekund for sekund. Det er et overvældende og fristende motiv, som til gengæld er næsten lige så umulig at nærme sig som en solnedgang.
Det er ikke desto mindre det, som jeg i en serie nye malerier har forsøgt, om end indirekte og med en vis portion modstand i form af spærringer, iagttaget gennem et grid, som en scene hvor forskellige komponenter indgår i momentane rumlige interaktioner. Ligesom med horisonten der ikke eksisterer, kan man sige det samme om rummet. De mure og grænser vi etablerer kan definere et rum – men kun provisorisk, og på sin vis kunstigt.
Jeg mimer altså et landskab, set gennem et kunstigt midlertidigt rum. Hvorfor? Lad mig sige det sådan; Jeg forsøger at omfavne det, der viser sig – men samtidigt forsøger jeg at implementere erfaringen af omskifteligheden, sårbarheden og ikke mindst uudgrundeligheden. Ikke bare i landskabets dannelse og væren, men væren i det hele taget. Intet mindre. Ambitionen må være både ubeskeden og umulig, for at man kan blive ved.
Men ambitionen er først og fremmest at male et billede på billedets åbne præmisser. Og i forhold til virkeligheden inkluderer det en nødvendig ambivalens. For i samme bevægelse jeg forsøger at omfavne virkeligheden, forsvinder den i et vis omfang; først i modelarbejdet, fordi maleriet i min metode begynder allerede der og siden i selve stoffet, lærredet, grunderingen, malingens præsente tekstur. Dertil kommer alle de lag af internaliserede andre malerier, jeg står på skulderen af. Rothkos malerier er bare et enkelt lag i denne uendelige palimpsest.
Ud over Øresundslandskabet, som er et nyt motiv for mig (som jeg kun lige har fået færten af), har jeg igen brugt iagttagelser fra min egen have (som jeg aldrig bliver færdig med) og Botanisk Have som udgangspunkt. Her er det primært træerne, der er protagonisten. Og de findes jo som bekendt faktisk, selvom de også forvandler sig over tid og forsvinder – både i virkeligheden og i billedet. For at billedet kan blive til.
Af Anette Harboe Flensburg
Udstillingen kan ses indtil den 13. december 2026
Christiansmindevej 78 · 5700 Svendborg · DK
+45 2635 7060
info@galleri-dgv.dk
Åbningstider /
Torsdag & Fredag kl 12:00 - 16:30
Lørdag & Søndag kl 12:00 - 15:00
Efter aftale øvrige dage