Asmund Havsteen-Mikkelsen
BIOGRAFI

  • Asmund Havsteen-Mikkelsen
  • Født 1977 / Danmark
  • CV

Asmund Havsteen-Mikkelsen (f.1977) dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2009. Som maler er han kendt for sine arkitekturinspirerede værker, hvor han efter fotografisk forlæg maler ikoniske modernistiske bygningsværker.

I en række nye værker fra 2022/2023 kredser Asmund Havsteen-Mikkelsen om et velkendt motiv i form af mennesketomme, modernistiske bygningsværker, men som noget nyt er der spor af mennesker og levet liv. I værkerne reflekterer han over klimakrisen og det moderne menneskes overforbrug, og hvordan den modernistiske bolig, haven og de materielle ting vi omgiver os med er en slags arena, for selviscenesættelse. 

Grundtonen i malerierne er den karakteristiske grønblå farveholdning, der brydes af stringente elementer af bl.a. lysende gul. De stringente former svæver på en baggrund af drømmende, disede flader og står også i skarp kontrast til de slørede elementer, der gennem de sidste år har fundet vej ind i forgrunden af Havsteen-Mikkelsens motiver. Den utilpassede og utæmmede natur kryber her  ind i det kontrollerede, stringente rum, som en henvisning til klimakrisen og det kontroltab, der er blevet et menneskeligt grundvilkår som konsekvens af vores overforbrug af naturens ressourcer.