Lars Christensen / Inviteret
BIOGRAFI

  • Lars Christensen / Inviteret
  • Født 1972 / Danmark
  • CV

Malingen stormer mod beskueren fra Lars Christensens (f. 1972) værker. Malingen vokser ud af huller og sprækker i lærredet. Nogle gange viser malingen sig gennem små huller på overfladen som sarte svampesporer. I andre værker flyder malingen ud af større huller med tyngde og substans. Lærredet er flænset op, ligesom i de berømte “spatiale” værker af den italienske kunstner Lucio Fontana. I Christensens værker stirrer beskueren dog ikke ind i et ubestemt og grumset intet, men mødes af en organisk kraft, der bevæger sig, siver og presser sig ud gennem lærredet. Metoden bag Christensens værker er enkel, men ikke nødvendigvis åbenlys ved første øjekast. Lærredet gennembrydes bagfra, og det er også herfra, malingen tilføjes, så de efterfølgende huller fyldes. Over tid har Christensen eksperimenteret med denne teknik i en fortløbende serie af værker og vist, hvor forskelligt resultatet kan blive med denne enkle metode, der tilsyneladende er ubegrænset i sine iboende variationer.

(…) Der er gestus i hans arbejde, og der er kraft i perforeringerne af lærredet, mens malingens former på forsiden ikke bestemmes af kunstneren. Malingens udtryk er ganske enkelt ude af Christensens hænder. Hans arbejde er konceptuelt maleri, idet metoden gennem sin radikalitet forholder sig til maleriets konventioner og maleri som genre. Værket rækker dog ud over det rent konceptuelle eller meta-maleriske, da det består af sin egen fysiske materialitet, som har selvstændighed og ikke nødvendigvis er transparent. Det er vanskeligt for beskueren at afgøre, om malingen er blød eller hård. Vil malingens spidser knække af, hvis man rører ved dem, eller har de en grad af elasticitet? Hvor skrøbeligt eller bøjeligt er værket?

 (…) I mere end femten år har Christensen lavet huller, flænger og sprækker i lærred såvel som papir og presset maling igennem dem. Når værkerne betragtes som ét sammenhængende arbejde, opstår der en enhed på tværs af dem, som materielt forbinder dem. Samlet udgør hans værker et portræt af et materiale, og når de ses i fællesskab, bliver kunstner og materiale ét. Kunstneren er blevet sit materiale gennem vedholdende at arbejde med det. Den samme kraft presses ud af alle værkerne — lige dele Christensen og materiale.

Uddrag fra teksten “Paint and Painting” af kunsthistoriker Philip Due Pi