Lokalet er fyldt op med plader i ulige størrelser og med forskellig indfarvning. Mere eller mindre gennemsigtige danner de en bræmme langs væggene, som de læner sig op ad. Overalt er de at se, men nogle steder er de stablet i skråtstillede lag, så de med forskellig hældning overlapper hinanden og skaber farvetoner og lysværdier, de har del i, men er nogle andre, end dem, de selv er påført. Mest af alt minder rummet om et lager af moduler, der kan tjene til opbygning af ukendte strukturer.

Sådan kan Ruth Campaus atelier tage sig ud, når man ser det i videooptagelser eller på fotografier. Som lettere uskarp baggrund for kunstneren kan hendes værksted faktisk minde en smule om rummet i mange af Anette Harboe Flensburgs malerier, hvor farvede plader skråner ud fra tynde rumadskillelser. Opbuddet af tonede elementer i disse billeder kan næsten synes at have en slags modsvarighed i Campaus omfattende arsenal af farveprøver.

Men der er nok mere end tilfældige ligheder, der har gjort, at de to kunstnere har kunnet finde sammen og gå i indbyrdes dialog i Galleri DGVs rummelige og indbydende lokaler i Svendborg. Boundary River er navnet på deres fælles udstilling. Titlen hentyder til floder, der udgør landegrænser – dvs. er nationale skillelinjer, som er naturskabte og ikke skyldes forskellige samfundsformer eller politiske systemer.

Grænser kan være grænser på mange måder. Grænseegne kan udgøre overgangsområder, hvor nationale karakteristika blandes eller forenes, så de glider ind i hinanden omkring skillelinjen. Eller de respektive kendetegn kan fra begge sider udtyndes, så demarkationen forekommer at udgøre et ingenmandsland – noget, der ikke rigtigt har præg af hverken den ene eller anden nation. Men skellet kan også – det er en tredje mulighed – være anledning til, at hver side fremhæver en forskellighed, idet de to sider udfordrer hinanden og gensidigt anspores til maksimal markering af deres særegenhed. Ingen af de tre muligheder, og slet ikke den anden, synes helt at være på spil i denne sammenhæng. Det er mere grænsen selv, der er afgørende for Campau og Flensburg: Floden adskiller sine to sider, men forbinder begge bredder med fjerne steder og med sit udspring. Som grænse er den både flydende og strømførende.

Lige som floder kan høje bjerge danne naturlige grænser. Her er det typisk vandskellene, der er definerende, idet floderne dannes af vandløb, der efter deres udspring samles i styrtløb til hver sin side. Men når floden selv tegner skillelinjen, har den typisk fundet et roligere leje, der gør, at grænsefloden tjener som vandvej for begge bredder. Floden er én fælles vandåre og transportrute, der løber i én og samme retning og danner en sammenhængende strøm. Man kan fra hver bred øse af noget fælles, der tilfører næring og giver orientering, idet vandløbet betoner såvel fællesskab som forskel.

Frem for alt er det deres optagethed af rummet som motiv og sted for kunst, der bringer Campau og Flensburg sammen. Begge to kan karakteriseres som kolorister; de er dybt interesserede i intense farvevirkninger, men ikke mindre i kunstens muligheder for at danne rum og lysets rolle i begge sammen- hænge. Mens Flensburg fremmaner drømmeagtige, vægtløse rum, der kun lader sig fremstille i maleriets fiktive verden, skaber Campau håndgribelige steder i kraft af sine installationer. Hun afbilder ikke mulige rum, men frembringer dem som fysisk virkelighed, der aktivt griber ind i omverdenen og forvandler den. Hvor lyset i Flensburgs malerier i sagens natur frembringes som et internt, malerisk anliggende, udnytter Campau det udefra kommende lys – men begge spiller på lysets forhold til vidt forskellige materialer og overflader.

Hverken Ruth Campau eller Anette Flensburg gør noget som helst krav på at have set Lyset i mere absolut forstand. Men deres utrættelige og vedvarende »montage« af farvemosaikker eller farvemoduler kan måske alligevel ses i lyset af gotikkens lysmetafysik – naturligvis i en opdateret og verdslig variant. Lidt overraskende legede den tidlige modernisme faktisk med sådanne tankegange inden for arkitekturen.

Uddrag af udstillingstekst af Anders Troelsen, Professor, Mag.art. Arkitektskolen Aarhus