Tom Krøjer

09. september 2010 - 10. oktober 2010

Se alle værkerne under kusntnere/værker til salg/Tom Krøjer
Fernisering onsdag den 9. september kl. 17.00

Udstillingen åbnes af idèhistoriker Lars Morell
Mød Tom Krøjer

Musik Adi Zukanovic

Med venlig hilsen
Lise Lotte Honoré

 

OM TOM KRØJER

AF LARS MORELL, IDÈHISTORIKER

For nogle måneder siden var jeg til åbningen af en større Tom Krøjer udstilling. Museets bestyrelsesformand bød velkommen og råbte ud over forsamlingen, at ”man kommer vel nok i godt humør af alle de glade farver”. ”Ja ja” svarede alle gæsterne tilbage i kor. På det tidspunkt var jeg lige ved at gå hjem, for hvis der er noget, som kan bringe mig i dårligt humør, så er det ”glade farver”.

Måske tænkte bestyrelsesformanden på, at Tom Krøjer stort set maler uden sort. Han bruger sort, men ikke ret meget. Heri ligner han impressionisterne, der malede helt uden sort, men nu er sort jo ikke ubetinget en trist farve. Sort har en helt anden funktion i et maleri end at anslå en stemning.

Poul Gernes brugte pastelfarver en del, mest kendt er hans brug af fersken, abrikos, viol og lignende til den udendørs udsmykning af Palads Biografen. Denne side af Gernes’ værk er aldrig rigtig blevet anerkendt, fordi pastelfarverne ligger i den kvindelige side af farvespektret: sarte, men let melankolske.

Tom Krøjer bruger også pastelfarverne, især gennem de senere år. Han tegner både med rigtigt pastelkridt og bruger pastelskalaen, når han maler med olie. Måske har han en farveflade holdt i en kold grå, en kold lys blå, en lys violet eller en ren violet og så sætter han dem sammen med andre farveflader, måske en varm grå, en lys gul, en lys brun eller en orange.

På den måde skaber han et lavspændt møde mellem kolde (melankolske) og varme (glade) farver.

Så det er ikke rigtigt at sige, at der er ”glade farver” i Tom Krøjers værk. Tom Krøjer er meget nænsom i sine farvesammensætninger, og poesien opstår, ved at han lader de kolde farver kaste et strejf af vemod over de varme farver. Han er blevet en klassisk kolorist, som begynder med én farve og derefter fint afstemmer de øvrige efter den og efter hinanden.