Lars Nørgård

maj 2022 - juli 2022


DEN MODERNE DANS
Maleri · Tegning


TORSDAG DEN 12. MAJ KL 17.00

Udstillingen åbnes af Claus Hagedorn-Olsen, Museumschef ved Horsens Kunstmuseum
Kunstneren vil være til stede ved ferniseringen 

Udstilligen kan ses indtil den 24. juli 2022

 

 

DEN EVIGE MODSTANDER 

Det var i 1983  jeg første gang stod over for et maleri skabt af Lars Nørgård. Det var en energi og fandenivoldskhed, der vakte min interesse. Interessen har varet ved og jeg har haft den store glæde siden at følge Lars Nørgårds stædige arbejde med at udforske maleriets, tegningens og skulpturens muligheder. 

Når man så står over for nye værker skabt af en kunstner man har fulgt i mange år, er det altid med en nysgerrighed men også en vis spænding. "Vil han klare pynten", som en af Lars Nørgårds kollegaer Michael Ancher kaldte et af sine berømte malerier fra slutningen af 1800-tallet, eller sagt på en mere moderne måde - når kunstneren i mål med sit nye projekt. Ingen grund til at trække pinen ud. Lars Nørgård når i mål. Vi møder umiskendeligt en kampklar billedkunstner, der har skabt værker med liv og afsøgning af nye muligheder i den række af værker, Lars Nørgård har skabt til den aktuelle udstilling gennem det sidste år. 

Lars Nørgård har været på scenen siden, hvad vi i dag må kalde de glade 80'ere, hvor optimismen blomstrede på trods af at vores tro på de store systemer og hvad der ellers holdt sammen på verden, var brudt sammen og efterladt os i et tomrum. Men vi havde mod på at finde nye veje, godt hjulpet frem af billedkunstens kasten alt op i luften og dele af musikkens energiske søgen efter nye lydbilleder. 

Ikke alene har Lars Nørgård været på scenen i mange år, men har løbende skabt væsentlige bud på hvorfor kunsten er en nødvendighed og ikke mindst de muligheder der ligger i denne. Nogle grundliggende forhold har altid gjort sig gældende. Blandingen mellem den dybe alvor, eksistens og spidsfindige humor samt det stilmæssige skift mellem figurationen og abstraktionen i maleriet. I tegningen har det indtil for få år siden været en klar figuration, men også der er den presset til fordel for en dominerende abstraktion. Der har gennemgående også været en adskillelse mellem maleri og tegning, på den måde at forstå, at tegning var et område og maleriet et andet - to forskellige verdener. Nu ser vi et brud på dette forhold i flere af udstillingens værker, hvor det nu er tegninger der har været igangsættende for maleriet. 

Maleriet "5 Balls" indeholder klare elementer fra tegningen "Den Evige Modstander", der er en del af Horsens Kunstmuseums samlinger "Den evige modstander er vist nok mig selv" siger Lars Nørgård. Der er naturligvis ikke tale om en én til én oversættelse, da der er tale om to forskellige medier. Nogle overordnede strukturelle kompositoriske elementer går igen, men det er som en grundform. En tegning lader sig sjældent forstørre op. Derfor møder vi elementer, der er nødvendige for at spænde maleriets meget større flade ud, forhold der ikke findes i tegningen. 

De dem kugler er et nyt element, ligesom tegningens abstrakte maleri er skiftet ud med et solnedgangsbillede, og en spand har også fundet vej ind i maleriets univers. I værkerne "Sub" og "Den Moderne Dans" har Lars Nørgård også arbejdet ud fra tegninger. Igen ikke som traditionel skitse, men også et kompositorisk udgangspunkt for at arbejde med maleriets udvidede muligheder.

I "Den Moderne Dans" er tegningens verden bl.a. udvidet med elementer som en potteplante der trasker afsted, en person der står skjult bag et spændt spejl og en ellipseformet sol. Et maleri kræver mere end en tegning. Den begyndende sammensmeltning mellem maleri og tegning åbner op for en meget interessant udvikling i Lars Nørgårds maleri med kombinationen af tegningens koncentration og maleriets større muligheder for at skabe forvredne rum og farvesammensætninger, der veksler mellem harmoni og disharmoni. 

Vi præsenteres på denne udstilling for resultatet af en produktiv og igen nysgerrig periode i Lars Nørgårds kunstneriske udvikling. Der har også været plads til hans fortsatte udforskning af det selvstændige maleris rum med svævende former der væver sig ind i hinanden og skaber en visuel mangfoldighed. 

Claus Hagedorn-Olsen, Museumschef ved Horsens Kunstmuseum