Kathrine Ærtebjerg & Eva Steen Christensen
09. maj 2026 - 23. august 2026
KATHRINE ÆRTEBJERG & EVA STEEN CHRISTENSEN
BLÅ FAVN
Maleri - Installation - Papir
ÅBNING LØRDAG DEN 9. MAJ KL 13.00
Udstillingen åbnes af Kathrine Ærtebjerg og Eva Steen Christensen
BLÅ FAVN
Der er poetisk logik og flertydighed på spil på denne udstilling. Formelle kunstneriske virkemidler taler åbent, legende og inviterende i værkerne. Beskueren inviteres til at se og mærke - til at følge buer, streger, farver og stofligheder ind i materialernes rum, som er værkernes verdener. Verdener som taler på deres egne måder. Farver er udsagn, former er udsagn, materialer er udsagn, figuration er udsagn.
Kathrine Ærtebjergs værker kredser om mennesket og dets verden. I hendes værker optræder ansigter, moderfigurer, kvinder og børn i en surrealistisk natur, som kan foregå inde i kroppen og udenfor kroppen samtidigt.
Hendes værker er drømmelignende billedverdener, som udspringer af en sanselig og kropslig natur fuld af dyr, blomster, streger, græs, mudder, hud, øjne, læber etc. Blade og former, som minder om organer og nervebaner, fletter sig sammen, forvandles, forskydes og gentages, og bliver tegn på forbundethed og spiritualitet.
Ærtebjerg insisterer på, at fantasien - kunstnerens og beskuerens - er det rum, hvor mening og sammenhæng skabes, for værkerne er netop gådefulde og kontrastfulde: De antyder, tegner, leger. De er poetiske og dramatiske, enkle og sammensatte. De er skabt med følsomhed for materialet, og rummer cool elementer. De berører psykologiske og eksistentielle lag i mennesket, men skaber aldrig løsninger eller konklusioner, og forbliver derved gådefulde, åbne, kontrastfulde og poetiske udsagn.
Bevægelse og energi flyder gennem Eva Steen Christensens værker. Vi følger beklædningsstykker, som åbner og lukker sig i bevægelser, der tilsyneladende igangsættes af en underliggende kraft. Eller strukturer der formerer sig og skaber nye rum. De bløde tekstilreferencer, bånd og bygningsornamentikker antager en egen agens – en egen vilje og impuls.
Flere af Eva Steen Christensens farverige tegninger har afsæt i skulpturskitser, men de videreudvikles i nye retninger. Motiverne rækker ud over tegningens kant og forbinder til større sammenhænge. De etablerer et handlerum og er alt andet end en passiv ornamentik og besmykning. De agerer snarere som aktive intentionelle udvidelser af billedrummet gennem et undersøgende nærvær.
Muslingefigurerne blotlægger deres bløde indre, men skallernes hårde ydre minder om brynjer og hjelme. Dramaer udspiller sig på steder, vi normalt ikke har øje for. I disse helt nære studier gemmer sig store eksistentielle sværdslag. Vores egenopfattelse og samspillet i fællesskabet er flydende og i evig forhandling.
Kathrine Ærtebjerg og Eva Steen Christensen er optagede af at gøre deres værker enkle og lette, at være meget bevidste om deres greb ned til mindste detalje, om det er en stor skulptur i metal af Eva Steen Christensen eller et maleri på lærred af Kathrine Ærtebjerg. Begge arbejder med åbne og abstrakte lag, som kan pege i mange retninger - i retning af ornament, af krop, af naturelementer.
Kathrine Ærtebjerg og Eva Steen Christensen
KONCERT MED KATHRINE ÆRTEBJERG
TORSDAG DEN 20. AUGUST KL. 17.00
I forbindelse med udstillingen BLÅ FAVN inviterer Galleri DGV til en sanselig performancekoncert med billedkunstner Kathrine Ærtebjerg.
Kathrine Ærtebjerg er en markant skikkelse i dansk samtidskunst og kendt for sine poetiske og surrealistiske værker, hvor natur, fantasi, krop og følelser smelter sammen i et særegent billedunivers.
Performancekoncerten giver publikum en enestående mulighed for at opleve nye sider af Kathrine Ærtebjergs kunstneriske praksis og komme tættere på de temaer og stemninger, der præger hendes værker.
Til koncerten akkompagneres Kathrine Ærtebjerg af guitarist Morten Vestergaard.
Arrangementet er gratis og åbent for alle, men kræver tilmelding via info@galleri-dgv.dk
Christiansmindevej 78 · 5700 Svendborg · DK
+45 2635 7060
info@galleri-dgv.dk
Åbningstider /
Torsdag & Fredag kl 12:00 - 16:30
Lørdag & Søndag kl 12:00 - 15:00
Efter aftale øvrige dage
KONCERT MED KATHRINE ÆRTEBJERG
torsdag den 20. august kl 17.00
Kræver tilmelding / info@galleri-dgv.dk