VENDT JORD
Nye Arbejder

LØRDAG DEN 29. MAJ KL 13.00-16.00

Erik A. Frandsen er til stede ved ferniseringen
Udstillingen åbnes af kunstkritiker Lisbeth Bonde kl 13.30

Husk Coronapas 
Vi lever naturligvis op til de nyeste retningslinjer fra Sundhedsmyndighederne
Hvis spørgsmål omkring åbningen kontakt os T 4060 3435

Udstillingen kan ses indtil den 29. august 2021

OMKRING EN RYTTERSTATUE 

»Keramikken, den er også skulpturelt maleri eller malet skulptur.« ( J.F.Willumsen, 1923)

Vi kender til keramikken fra antikkens smukke vaser og krukker med de figurative fortællinger og fine geometriske mønstre. Disse genstande var i altovervejende grad brugsgenstande – det vi oftest har henregnet til kunsthåndværk til sammenligning med billedkunsten. Omkring slutningen af 1800tallet fik det håndværksmæssige ny værdi som reaktion mod den voksende industrialismes massevarer. F.eks. med den engelske Arts & Crafts bevægelse og den danske Skønvirke. Mange billedkunstnere begyndte at arbejde med keramik, til eksempel J.F. Willumsen og Th. Philipsen: man fik Kunstnerkeramik – hvor leret blev til selvstændige skulpturer. De finpolerede brugsgenstande blev kompletteret af mere utraditionelle vildtvoksende former i relieffer og skulpturer med såvel naturalistiske som abstrakte, organiske ornamenter. Ofte af en rå karakter, med groteske fabelvæsner og forvredne figurgrupper. Herfra og frem til 1950erne var der mere stille omkring arbejdet med keramiske værker. I et ophold i Italien i 1953 arbejdede Asger Jorn med leret, så ejendommelige skabninger myldrede frem og blev indledning til en periode, hvor grænserne for det keramisk tilladelige blev brudt. Billedkunstnere fra 1970erne og frem har fremstillet store keramiske værker blandt andet på Tommerup Keramiske Værksted, hvor man råder over den nødvendige ekspertise og meget store ovne. Det er her Erik A. Frandsen siden marts 2020 har arbejdet med denne udstillings værker. 

Erik A. Frandsen viser nye keramiske værker sammen med nogle af sine seneste malerier. Alle værker er skabt i løbet af perioden med pandemiens nedlukning, der har sat sit mærkbare præg på os alle. For Frandsen har det betydet en isoleret og koncentreret, men meget aktiv periode. Det er 35 år siden han sidst arbejdede med keramikken og sammen med fire andre unge kunstnere under titlen »Ler - etuder II« udstillede dem på Horsens Kunstmuseum. (Peter Bonde, Claus Carstensen, Berit Jensen og Chr. Lemmerz). Disse keramiske arbejder bestod af en række mindre skulpturer skabt i en blanding af abstrakte og figurative former. Og nu har han taget fat, hvor han slap: Han har drejet, formet, vredet, brændt og glaseret skulpturer, vaser, havekrukker, relieffer og en Rytterstatue, og koncentreret sig om de farver man anvendte i antikken som sort, hvid, orange og jordfarver. En samling mindre skulpturer virker lidt, som var de lige fundet i nye udgravninger - de er sat lidt tilfældigt sammen: nogle med arme og ben, nogle med ansigtstræk, nogle samhørige, skæve og vraltende. »Familien« kalder Frandsen dem.

Jordfarverne, de sorte, orange og hvide farver går igen i de to 1.80 meter høje vaser med de modsatrettede formforløb. Som i Frandsens tidlige malerier leger titlerne sprogligt og humoristisk med formen/indholdet: »Numsevase« har en stor nedadvoksende tung udflydende form og en påsat numselignende dekoration øverst. Kraftig sort farve løber i frynser ned udover en orange, og understreger vasens massive volumen. Den anden store vase »Dollargrin« har en opadstræbende form, hvor den sorte farve er brudt igennem til de underliggende glasurer, der udgør en række buede horisontale grinende former. Øverst ses rundt i kanten en række dekorerede cirkulære former med dollartegn. Kunstnerkeramik med selvkritik i humor og kritik af kunstmarkedets separation af kunsthåndværk og finkulturel kunst. Udstillingen rummer flere keramiske værker med historiske forbindelser. To blændende smukke forgyldte relieffer og plantekrukker som hentet fra en italiensk barokhave.

Udstillingens midtpunkt er den enorme skulptur »Rytterstatue«. En sjælden variation af den tusinde år gamle tradition for en rytterstatue. Tidligere støbt i bronze eller bly. Den traditionelle rytterstatue stammer fra Romerriget, hvis kejsere lod sig portrættere til hest placeret på en høj sokkel som magtfulde og uovervindelige herskere. På Kgs. Nytorv i København står den første danske rytterstatue. Den er fra Enevældens tid i 1688, og viser Christian V højt til hest iført romersk klædedragt. Statuen var som flere andre en model efter den romerske kejser Markus Aurelius’ rytterstatue. Disse gamle rytterstatuer er karakteriseret ved at være en hyldest til rytterens fuldkomne magt og kontrol.

Frandsens Rytterstatue er som den første skabt i keramik. Den er fremstillet ved hjælp af extrudering, en teknik, hvormed man kan skabe plader, rør og pølser. Hesten er fremstillet med samlede ben klar til spring med hovedet kastet uroligt frem. Rytteren er ikke beundringsværdig. Hans ansigt er en skræmmende maske i bedste amerikanske gyserstil. Hans rustning er som en spøgelsesdragt. Den ligner en dykkerklokke forbundet med slanger til hest og rytter. Her er ingen forsonende hyldestskrift – kun nogle dollartegn som udsmykning. Den er grotesk: et uhyggeligt og barokt fantasivæsen. Angst- og latterfremkaldende. Magtfuld men Ikke noget at se op til. Skabt i en tid med en skræmmende uhåndgribelig pandemi og uvante begrænsninger. Billeder af pestens/dødens rytter træder frem som i et dramatisk træsnit af Albrecht Dürer fra 1514, forestillende Apokalypsens fire ryttere, der bar farverne: rød, sort, hvid og så døden: den blege. Det er alvor, men som i en groteske rummer skulpturen sin modsætning: latteren.

I 1615 udgav den spanske forfatter Miguel de Cervantes bogen om Don Quixote de la Mancha, en adelsmand, der efter at have forlæst sig på ridderromaner opfattede sig selv som en ædelmodig ridder. Han hyrede bonden Sancho Panza som sin væbner, sadlede sin gamle hest Rosinante og drog ud i verden for at kæmpe for ridderligheden. Denne kamp fører ham til evindelige nederlag, da han er helt ude af trit med sine samtidiges virkelighed, og hans evige idealisering og fejlslutninger fører ham kun til en håbløs og i bogstavelig forstand »kamp mod vejrmøller«. Bogen kan opfattes komisk såvel som det modsatte. Cervantes er en mester i dialektik, og Don Quixote siges at repræsentere en arketype af menneskets konflikt mellem ideal og virkelighed, heroisk galskab og dødsangst. Frandsens Rytterstatue rummer også i al sin uhygge og gru en dialektik med alvoren og det komiske og den tilsyneladende fatale iltmangel hos denne dødens rytter. Det er mange år siden, at man har opstillet en rytterstatue på en offentlig plads. Den repræsenterer en fortid med andre samfundsværdier. I de senere år har der udviklet sig en vrede og modstand mod de gamle statuer af magtfulde og voldelige personer, heriblandt de racerelaterede. Nogle ønsker dem fjernet, andre ønsker dem bibeholdt til historisk erindring.

De nye malerier kan ses i forbindelse med de såkaldte Karantænebilleder fra nedlukningen. De fokuserer på hjemlige interiører med reoler og hylder. På borde står vaser med visnende blomster eller potteplanter og fine græske og kinesiske krukker. Malerier af kendte kunstnere hænger på væggene, og på gulvene ligger persiske tæpper. Man fornemmer en intim og kulturel stemning. Som baggrund er dekorerede vægge eller hele reolvægge, der med deres strenge strukturer lukker rummet klaustrofobisk. Mod omverden. Postmodernismens elastiske komplekse krav til maleriet er sat i spil fra Frandsens tidlige Blokadebilleder til hans sene Karantænebilleder. Opad reolerne læner sig egne nye malerier. Nogle med overdådige blomsterbuketter. Farverne er glødende varme, mørke og tunge. Penselstrøgene er vilde og energiske - en slags simuleret ekspressionisme - abstrakte og meget kropslige som hos Jackson Pollock. Som med tanke på Cezannes ønske om at man skulle male sansningen i kroppen. Med Frandsens integrering af kunsthistoriske værker er også hans tolkning af dem. De stærke farver associerer til såvel den franske klassiske Realisme som til Romantikken hos Delacroix og Gericault - og de vilde mønstringer til Neo-impressionisten Vuillard. Den markante strukturelle lukning mod omverdenen skubber de mønstrede malerier reliefagtigt frem i en omgåelse af den vedvarende dialog mellem det geometriske og det organiske.

Lene Burkard, kunsthistoriker MA, seniorforsker, Fhv Museumsinspektør på Brandts

 
Presseomtale (links): 

Kunstavisen maj 2021 - "Finurlige Frandsen"

I Do Art den 29. maj 2021 - "Erik A Frandsen - Vendt Jord"
 

Børsen den 28. maj 2021 - "Skulptør med Panikenergi" 

Kunsten.nu den 22. maj 2021 - "Vendt Jord"

Bo Bedre januar 2021 - "Corona Boost" 

Magasinet Kunst marts 2021 - "Kontrollerede tilfældigheder"