Yoshio Nakajima

05. september 2015 - 31. oktober 2015


LOVE IS ALL - as the sun to make the journey

Fernisering lørdag den 5. september 2015

KL. 11:00 HAPPENING
Nakajima vil udføre et maleri i en action painting
Maleriet laves i samarbejde med elever fra Byhaveskolen i Svendborg og doneres efterfølgende til skolen.

KL. 12:00 UDSTILLING
Udstillingen åbnes af borgmester Lars Erik Hornemann

Yoshio Nakajima – en japansk kunstner fra Sverige

Yoshio Nakajima var en af pionererne i japansk performancekunst, men fortsatte sin uddannelse i Holland og Belgien 1964-65. Her lavede han bl.a. happenings på gaden sammen med Provokunstneren Jasper Grootveld. Hans happenings havde mere med kunst end politik at gøre. Men de belgiske myndigheder blev alligevel nervøse for, at Provos revolutionære aktiviteter skulle brede sig, og udviste Nakajima. Oprindelig var planen at rejse til USA, men han tog først til Danmark, da Asger Jorn og kunsthistorikeren Jens Jørgen Thorsen havde anbefalet de nordiske lande som et godt sted for en kunstner. De havde også omtalt Jorns bror Jørgen Nash og hans kunstnerfællesskab Drakabygget i Sydsverige.

Nakajima endte med at blive i Sverige, hvor hans søn med det svenske navn Anders blev født. I 1966 blev Nakajima optaget på Valand Kunstakademi i Göteborg som første udenlandske studerende. Her blev han fra 1966 til 1971, men opretholdt sine internationale kontakter og deltog i lokale aktiviteter, samtidig med at han optrådte i andre dele af Europa og i Japan.

Fra Valand flyttede Nakajima til landsbyen Ubbeboda i Småland. I den nedlagte skole, der var omdannet til kunstnerkollektiv, organiserede Nakajima en 100-dages skulpturfestival i 1974. Det blev en international begivenhed med 20 deltagere fra bl.a. Japan og Østeuropa. Da de lokale myndigheder var modvillige, måtte deltagerne selv betale rejsen og blev indlogeret privat. Ovenikøbet ryddede kommunen et stykke land art i skolegården under påskud af, at det var til fare for trafiksikkerheden.

Nakajima tilbragte herefter nogle år i Japan, men var i den grad blevet en del af det sydsvenske kunstmiljø, at han blev budt velkommen hjem af kredsen omkring Drakabygget, da han vendte tilbage til Sverige i 1977. Skønt både Nakajima selv og hans kunst ofte opfattes som meget japansk, er han blevet en hybrid: en ”japansk kunstner fra Sverige”.

Fra 1980 har Nakajima nydt stigende anerkendelse i Sverige og har delt sin tid mellem Helsingborg og Japan.

Nakajima er en kunstner, som i høj grad arbejder både politisk og socialt med sin kunst. Igennem hele sit kunstneriske virke har han udforsket kunstens muligheder og potentiale. Han har brugt kunsten aktivt og derigennem stiftet bekendtskab med flere af 1960’erne og 70’ernes mest betydningsfulde kunstnere.

Nakajima forener den japanske kunsttradition med den europæiske, flere af hans værker har klare referencer til kunsthistoriens store mestre; Asger Jorn, Max Ernst, Paul Klee, Vincent Van Gogh. Som et andet barn bruger Nakajima farverne og fortællingen til at udtrykke sig. Hans værker fremstår enkle i deres farvevalg, men bag de nørklede streger og figurer fortælles store historier om livet og forholdet mellem mennesker.

Kunsten er og bliver Yoshio Nakajimas talerør.

- Tania Ørum, lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.


Tania Ørum har igennem mange år arbejdet med efterkrigstidens avantgarde og modernismen. Siden slutningen af 1990’erne har Ørum arbejdet på et stort forskningsprojekt; De eksperimenterende tressere. Projektet er en kortlægning af de tværæstetiske eksperimenter i 1960’ernes danske kunstmiljø.

I starten af 2015 udkom en antologi om Yoshio Nakajimas kunstneriske virke, hvortil Ørum har bidraget med en artikel om Nakajimas eksperimenterende år i Sydsverige i 1960’erne og 70’erne.