I Orkanens Øje

Vildskabens forkynder hedder et af Julie von Lotzbecks store værker, et triptykon på næsten to en halv meter i længden. Vi aner flere planer under hinanden. Det inderste eller nederste - mørkt røde, brune og jordfarvede områder - er næsten kvalt under voldsomme lodrette penselhug i koldt grønne nuancer og blege lyserøde løbere, men lægger klangbunden i det hele. Øverst forløser mørkere grønne, rødviolette og store isblå partier tableauets iboende spændinger i nogle diagonalt / vandrette farveflader, der nærmest flyder gennem billedrummet. Vildskab ja, men også lykkelig beherskelse af den. Abstrakt ekspressionisme når den er bedst. Naturvision, fabel, tidsrefleksion og erkendelsesproces i ét.

Tættere på

Som billedskolelærer har jeg med mellemrum ladet et hold arbejde med ”hente-frem-billeder\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\". Man tager et af sine malerier, udvælger sig et mindre udsnit af det og ”forstørrer” det. Man maler altså et nyt billede, af størrelse som det oprindelige, men kun af det udvalgte område. Det overraskende er, at der i det nye maleri ofte fremkommer detaljer og strukturer, man havde overset, eller som slet ikke var synlige i udgangsbilledet.

Det er oplevelser af den art, man let kan få ved mødet med Julie von Lotzbecks nye værker, om end på et højere plan. I forhold til hendes tidligere malerier er beskueren nemlig kommet tættere på de billedrum, kunstneren folder ud; vi har nærmet os begivenhedernes centrum, så at sige. Man kan vælge at se væk, men magter det ikke i ret lang tid. Blikket og opmærksomheden suges tilbage. Disse billeder slipper os ikke.

Symfonisk modulering

Det er en koloristisk storm, vi er vidne til. Vi befinder os i orkanens øje. Men hvor kunstnerens panoramaer førhen kunne forekomme nok så hektiske i kompositionen og ofte sitrende i penseldansen og farveskiftene, er der nu kommet mere ro på. Men afgjort ikke mindre styrke.

Den strammere styring har bevirket, at vægtningen i de enkelte malerier har ændret sig. I dag fremstår de ikke i så høj grad som et billedmæssigt brøl, men i en mere symfonisk modulering. Langt mere subtile, og dog så ligetil, med øget bevidsthed om deres egne virkemidler og samtidig mere frigjorte i udtrykket. Større flader, farvesletter og –øer, leder øjet på vej, guider igennem den vertikale billedmæssige ubarmhjertighed, der alle steder lykkeligt bryder den romantiske illusion med en særdeles nutidig erkendelse af destruktionen som en altid tilstedeværende mulighed.

Indre nødvendighed

Hvad er det, Julie von Lotzbeck vil os? Hendes billedtitler bidrager kun yderst sjældent til nogen fortolkningsindgang eller intellektuel afkodning af værkerne, hvilket næppe heller er kunstnerens anliggende. Snarere fremstår titlerne som gåder eller mytedannere, eller de er blot helt personlige pejlemærker på vejen mod kunstnerisk afklaring.

Forståelsen skal vi søge ved at åbne os, i oplevelsen. Ved at lade os røre og berøre af det, vi ser. I disse malerier er udsigelse og budskab uløseligt knyttet sammen med formsproget og materien, de pastose farver på lærredet. Den indre nødvendighed er frapperende. Betingelsesløsheden. Viljen til at trænge igennem tilværelsens søle af udenomsværker, sandhedsforvrængning og afstumpethed, ind til essensen. Hvad den så måtte være. Det er der ikke ord for. Derfor billeder.

For mig at se opfylder Julie von Lotzbecks malerier alle de krav, en kritisk beskuer må stille til et abstrakt værk af i dag. Ikke mindst troværdighed.

Preben Winther, kunstanmelder